When in Rome
Jeg er en person, der kræver rigtig meget søvn – præcis ligesom Iben Hjejle i Klovn, der skal have 8 timer i streg, ellers må hun starte forfra. Det gør mig til et enormt simpelt menneske, fordi jeg ikke behøver andet end en rigtig god søvn, og så er jeg en stjerne på et dansegulv. Modsat, hvis jeg ikke får det, bliver jeg den mest forkælede møgunge, der ringer til sine forældre for at skrige og give møgfald.
Jeg siger ting i ramme alvor som: “I skal slet ikke tænke på at tale til mig lige nu” eller “Hvad fanden bilder du dig ind at sætte en alarm? Er du klar over, hvor fucking egoistisk det er?”
Jeg føler det samme raserianfald som et barn på åben gade, der ikke får sin vilje og står og skriger fuldkommen upåvirket af at være i et offentligt rum.
Derfor, efter syv døgn med næsten ingen søvn – på grund af en bytur til Proud Mary, kløeudslæt og tidlige fly, kombineret med at dele hotelværelse med min bror og veninde et sted, hvor man åbenbart synes, det er forsvarligt at støvsuge klokken 7 om morgenen – er jeg færdig som gårdsanger.
Jeg er gået fra benægtelse → smerte → vrede, og nu er jeg ved at gå i depressions-/refleksionsfasen.
Jeg er i den smukkeste by i hele verden. Lige nu drikker jeg friskpresset appelsinjuice og spiser omelet, mens jeg kigger på Peterskirken. Solen skinner på mine skuldre, og de spiller en italiensk ballade ud af højtalerne, og det eneste, jeg kan tænke på, er, hvor fucking irriterende ham ved siden af mig er.
Han har fuldt løbetøj på, en benskinne OG sin arm i gips???
Han kan se, at jeg kigger undrende på ham, og han ligner en, der venter på, at jeg spørger, hvad der er sket. Som om ham og jeg er uvenner, vælger jeg i protest at kigge den anden vej.
Det her blev skrevet på en lidt presset morgen, men jeg tog på apoteket, købte melatonin, smed min bror og veninde ud af vores Airbnb og prøvede at falde i søvn. Efter 5–6 timer havde jeg nået at hidse mig selv så meget op, at jeg blev nødt til at tage et koldt bad og bevæge mig ud i gaderne.
Jeg fandt et rooftop, bestilte en virgin amaretto sour og fandt tilbage til la dolce vita-lifestyle.
Min bror og jeg er vokset op med, at ingen ferie er komplet, uden at alle har været uvenner på kryds og tværs, og det skulle min veninde heller ikke snydes for. Min bror tog teten på den her, og jeg trådte i baggrunden.
Den kom tre dage inden, efter konstant nærvær og lidt for specifikke eksempler i “dealbreaker”. En leg, der går ud på, hvornår man vil stoppe med at date en person efter visse karaktertræk.
Han tog sig en breather – det samme, jeg var på i starten af teksten her. Efter en halv dag og forskellige poseringer på turistattraktioner med skyfri himmel vendte min bror tilbage med et tordenvejr.
Jeg blev efterladt med en gelato ved Piazza della Madonna, mens de “lige gik en tur”. Jeg fik læst min bog færdig, og vi endte med drinks og pizza i Monti – just like family.
Alt i alt en ferie, lige som den skal være: god mad, 10.000+ skridt, sightseeing, sol, intriger og en masse, masse, masse mavegrin. Og for min bror og veninde – virkelig mange nye jakker.
